Victor Rosleff var lige ved og næsten, da han i aften hentede en andenplads på Åby. I weekenden var det også lige ved og næsten i et V75-løb, men i dag er den god nok. I dag fylder den unge dansker 22 år.
I det daglige er Victor Rosleff ansat hos Peter Untersteiner på Halmstad. Her har den talentfulde dansker været siden februar 2018 med stor succes.
Dagens fødselar slog for alvor igennem i sidste sæson, hvor det sammenlagt blev til 1,6 million kroner i indkørte præmier suppleret med 24 sejre.
Det succesrige 2019 medførte også fin hæder med sig, og Victor Rosleff blev sidste år nomineret til årets komet i Sverige. Det blev også til sejr i lærlinge-SM, hvilket medførte et stipendium, som sidenhen blev brugt i Frankrig hos Björn Goop.
Travsporten og interessen har Victor Rosleff ikke fra fremmede. Således var mormor Anni Rosleff den første kvindelige professionelle travtræner i Canada, og modsat mange andre i sin aldersgruppe i travsporten, har Victor Rosleff ikke trådt sine ”hestesko” i en ponytravklub, men tog springet direkte til de store heste.
Victor Rosleff har i flere artikler og i flere samtaler rost Lunden-træner Axel Jacobsen for hans store betydning i hans udvikling. Axel Jacobsen er samtidig også forbilledet som træner.
I år er det blevet til 1,3 million i indkørte præmiepenge og ti sejre. Der er således en reel mulighed for, at Victor Rosleff slår sidste års indtjeningsrekord.
Herfra tillykke til den unge dansker.
Travet.dk har forsøgt at fange Victor Rosleff, men uden held.