Jan Friis tog i går turen fra Vemb til Charlottenlund Travbane med hele ni heste. Det er ikke hverdagskost, at Skive-træneren starter så mange heste på en løbsdag.
Der blev i går afviklet Kriteriums prøver på Charlottenlund Travbane, og her lykkes det at kvalificere flere af staldens heste til det fine selskab. Jan Friis sætter dermed igen en tyk streg under, at han er dygtig til at træne ungheste.
I går kunne stalden kvalificere Frank Jr Bounce og Fireblade til Dansk Trav Kriterium, mens man kvalificerede staldens Fearless To Heaven til Dansk Hoppe Kriterium.
Jan Friis har i mange år været en fast bestanddel af de klassiske løb, og er det således igen i år. I år var Skive-træneren repræsenteret i Dansk Hoppe Derby med Exit To Heaven, og nu har man formået at kvalificere flere af staldens heste til det fineste selskab for 3-årige heste.
Jan Friis har en stald, hvor hovedparten af staldens heste er ungheste. Jan Friis er også selv aktiv omkring indkøb af ungheste, og flere heste er indkøbt til nye og eksisterende kunder.
Det har betydet en kontinuerlig stigning i antallet af heste i træning.