Jeg har lige læst dit indlæg om den negative omtale af dansk travsport og er stort set enig i dine betragtninger.
Jeg har deltaget på sidelinjen siden engang før 1971, da Billund banen åbnede. Jeg kom der en del især i starten, da min mor bestyrede stald cafeen vist nok som den første. Jeg har haft onkler og fætre, der har haft heste og været aktive både som kuske og opdrættere. Selv har jeg aldrig haft råd til at deltage aktivt. Jeg spiller heller ikke, men nyder at se travløb pr. elegance.
Jeg har i de senere år taget aktiv del i debatten om travsporten og dens organisation, og det kulminerede nok omkring diskussionen om nedlæggelse af baner. Jeg synes generelt, at den debat der var på det tidspunkt, meget godt afslører travsportens problem, og det understreges i dag grundet krisen med Corona reglerne.
Jeg kan på en måde godt forstå Rigspolitiets problem med at forstå, at travsporten er et erhverv for mange involverede, for ikke ret mange i ledelsen optræder som erhvervsfolk, og hele ledelsen er gennemsyret af en tendens om, at man først og fremmest skal bjærge sig selv og derefter ser på, hvad vi så kan gøre for at komme videre.
F.eks. organisationen er meget lukket. Hvordan kommer man ind til organisationen med gode idéer og forslag til, hvordan travsporten kunne udbygges. For mig at se mangler der forbindelse fra baneledelser, over hesteejere og til den centrale ledelse. Lad mig nævne den første fejl, jeg finder. Tror man i hestesportens ledelse, at nogen kunne finde på at sammenslutte organisationerne for håndbold og fodbold? – Nej! Vel – Hvordan i alverden kan man så finde på at have en øverste ledelse i Galop og Trav kaldet Dansk Hestevæddeløb. Det er i mine øjne goddaw mand økseskaft. Så vidt jeg kan se er Dansk Hestevæddeløb en stor forhindring for kommunikationen i travsporten. Jeg interesserer mig ikke for Galop skal jeg erkende, men sporten har naturligvis sin berettigelse akkurat som elektronisk sport. Det er bare ikke min kop te.
Det der frustrerer mig på travets vegne er, at jeg føler, at travet frivilligt lader sig binde på alle fire ben af en anden sportsgren, man forhindrer mange interesserede i at vise deres interesse for sporten ved at være lukket land for nye medlemmer, hvis de ikke er aktive udøvere. Man inviterer ikke engang aktive spillere til at være med i organisationen og dermed giver man ikke folk med en masse gode idéer mulighed for at være medbestemmende.
Hvis jeg havde pengene til at bygge en ny travbane/galopbane for, kan jeg ikke engang være sikker på, at jeg kan få lov til at være med. Det er da fint, at man har selskaber, der ejer banerne og arrangerer løbene, men vi mangler klubben/foreningen, der kan samle medlemmerne. Hvorfor er amatørerne ikke samlet i en klub på den bane, hvor de ønsker at høre til? –
Hvorfor er der ikke krav om, at man skal være medlem af en klub/forening for at kunne starte sin hest?
– Hvorfor er der ikke krav om, at man skal være medlem af en klub/forening for at spille på hestene? – Disse forhold er alt sammen aktiviteter, der kunne samle folk omkring sporten og skabe øget interesse og omtale. Jo, man har lavet ponyklubber på næsten alle baner efterhånden, men hvad har man så ellers gjort ved det?
– Så har man måske en støtteklub til erhvervet travsport, men hvad sker det ved det. Jeg var medlem i Billund i et par år. Bortset fra en aktivitetsdag, hvor jeg fik at vide, at jeg ville høre nærmere, skete der kun noget, når man gjorde opmærksom på, at man nu gerne imødeså en kontingentindbetaling, som man så i øvrigt overlod til banens ejere.
En rigtig støtteklub ville vel forsøge sig med f.eks. at starte andelsheste og lave arrangementer for medlemmer på løbsdagene. Man kunne jo f.eks. også lave ture til andre baner, hvis man havde en andelshest i klubben. Det ville være at tilføje sporten penge og ikke forære dem til private ejere af en bane.
Dengang DTC stillede forslag om at nedlægge 2 – 3 baner, skulle de have været vist vintervejen hele banden. I mine øjne var det et forslag om nedlæggelse af travsporten. Det fik mig virkelig op på mærkerne, at ”min egen bane”
Billund var en af dem. En af landets nyeste baner og med gode faciliteter, der bare var noget forsømte, fordi banen ikke fik den samme støtte som andre baner. I ledelsen har man den filosofi, at man skal støtte de baner, der har den bedste økonomi. Som en erhvervsmand engang sagde til mig: ”hvis man i sin virksomhed hovedsagelig støtter den del, der har den bedste økonomi, bliver man ved med at have underskud i resten”.
–
Jeg hørte aldrig fra støtteklubben i Billund igen og rettede derfor henvendelse til bestyrelsen for selskabet, som ejer banen. Jo, man var selvfølgelig interesseret i at se forslag til, hvordan der kunne skabes bedre økonomi på banen, og jeg var da velkommen til at præsentere et forslag, hvilket jeg derfor gik i gang med.
Da jeg i al beskedenhed har skaffet mange millioner i sponsorpenge til både håndbold – og fodboldklubber, samt til min egen lomme som en af de bedste rallykørere i Danmark fra 1975 – 1990, anser jeg mig selv for at være lidt af en ekspert til at skaffe penge fra sponsorer.
Efter 3-4 måneders arbejde præsenterede jeg et færdigt og meget detaljeret projekt, der på 10 år skulle bringes op på at bibringe travbanen i Billund 30 – 35 millioner om året. Hvis jeg skal nævne nogle elementer i planen, er det f.eks. ophøjede tilskuerpladser hele vejen rundt om banen, hvor folk kunne sidde i deres biler og spille på egne computere og få lyden direkte i bilen gennem bilens radio.
Adgangsbillet pris 50,- kr., som man kunne deltage i spillet for. Salg af navn til hvert enkelt løb til en sponsor, hvor firmaet ville blive nævnt et vist antal gange under løbet, man var sponsor for. Jeg ville arrangere koncerter og drive-in-biograf på området. Sponsorarbejdet skulle varetages af et professionelt reklamebureau, der blev aflønnet med 10 – 15% af indtægterne. Jeg havde forhåndsaftale med et bureau i Vejle og et i Århus. Der skulle udgives et medlemsblad til medlemmerne af klubben og klubbens medlemmer skulle inddrages i arbejdet på banen både på løbs dage og i det hele taget med vedligeholdelse af bane og staldområde. – På mødet fik vi en kop kaffe, og da den var drukket, var mødet slut med besked til mig om, at man ikke kunne/ville bruge oplægget. – Jeg har selvfølgelig ingen garanti for, at projektet var lykkedes 100%, men hvis man ser på aktiviteterne på Billund banen i dag, kan man vel ikke påstå, at det kunne være blevet værre i forhold til, hvordan det var.
I disse tider søger Odense en baneadministrator. Jeg kunne godt tænke mig jobbet, men hele situationen indenfor travsporten er for mig så pessimistisk, at jeg regner med, at jeg ville få et afslag på en ansøgning, og derfor søger jeg ikke. Det er trods alt ikke et arbejde, man blot udfører med venstre hånd en time om dagen. I projektet til Billund banen brugte jeg ca. 200 timer om måneden i 3-4 mdr. – Sådan tror jeg desværre mange travinteresserede tænker i dag.
Med venlig hilsen,
Niels Krog
