Uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvor (u)enig man er med DTC, travbanerne og myndighederne/politiet, så skal lukning eller åbning af såvel travbaner som så meget andet bunde i juraen og de epidemi-bekendtgørelser vi må trækkes med i øjeblikket.
Nedenfor vil blive præsenteret to tilgange, som ud fra (mit) juridiske perspektiv, kan retfærdiggøre at afholde travløb. Opdeling skyldes at det ikke med sikkerhed kan siges, om travsporten er at betragte som en professionel sport eller ej.
1) I dagens ændrings bekendtgørelse fra sundheds- og ældreministeriet, er der kommet den definition vi siden i aftes har savnet – definitionen på professionel sport. Med travbrillerne på, så er det interessante i den definition: ”samt øvrige professionelle idrætter, hvor hovedparten af udøverne lever af indtægterne fra deres idræt.”
Det første bemærkelsesværdige er, at der ikke skelnes på individniveau, men på generelt plan. Har flertallet (over 50%) af de aktive udøvere det som sit erhverv, så er det en professionel sport. Og er det en professionel sport, så er det undtaget fra forsamlingsforbud i sin helhed. Kort og godt – er travsporten defineret som en professionel sport, så er det ikke omfattet af forsamlingsforbuddet og kan udøves uden tilskuere (af alle licenstyper)!
Hvad tallene siger om antallet der lever af sporten kontra dem der har det som hobby, ved jeg ikke, men mon ikke antallet af travtrænere, jockeyer og professionelle staldfolk, kan overstige antallet af aktive amatører?
Såfremt travet er at betragte som en professionel sport, så er al snak om hvem der må køre og hvor der må køres ikke længere relevant – så må der køres af alle. Fordi det er sporten i sin helhed og ikke den enkelte udøver, der bruges til at kategorisere sporten som professionel eller ej!
Hvis vi ikke er så heldige, så hopper vi ned i nummer 2).
2) Hvis travet derimod ikke er at betragte som en professionel sport, så må det nødvendigvis være en sports- eller fritidsaktivitet. Med den kategorisering eller definition, er det efter min vurdering også en plausibel juridisk indgangsvinkel med hensyn til at kunne køre væddeløb.
Frem til i går aftes var det gældende (er det på sin vis fortsat), at alle aspekter af samfundet, fraregnet private arbejdspladser og private hjem var omfattet af et forsamlingsforbud på 10 mennesker. Det tror jeg vi alle har fået ørene tudet fulde af. Hvad der så yderligere var gældende efter bekendtgørelsen (nr 445 af 19/04/2020) § 6 var at visse ting slet ikke måtte åbne – de var altså underlagt endnu strengere krav end det generelle forsamlingsforbud. Blandt dem, der var underlagt det strengere krav i § 6 var restauranter og sports- og fritidsaktiviteter, de skulle altså holde lukket uanset hvad. Det der gør det interessant er, hvad der i praksis har været gældende for dem der ikke var omfattet af det skærpede påbud i § 6!?
De er stadigvæk omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 personer, men må gerne ”holde åbent”.
Lad os tage et byggemarked eller en møbelhandler eller en færge som eksempel, de har juridisk set lov til at invitere gæster indenfor så længe de sørger for, at folk ikke samlet sig i grupper på mere end 10 og overholder de sundhedsfaglige anbefalinger, men de har afhængig af størrelse været meget mere end 10 mennesker i samme ”butik”, og det tilsyneladende med god ret. Når nu folketingets partier har besluttet at udendørs idræts- og foreningsliv ikke længere skal være omfattet af det fuldstændige forbud i § 6, så må de juridisk set være ligestillet med alle de ting, der heller ikke var på § 6 listen før, så som byggemarkeder, møbelforretninger, færger og andre større forretninger.
Hvis der må være 500 mennesker i et byggemarked på 1000m2, burde der således også kunne være 500 mennesker til en udendørs sports arrangement på 1000m2, så længe de ikke samles i grupper over 10 og følger sundhedsstyrelsens anbefalinger. Kogt helt ind til benet, så er det vurderingen at Silvan og en travbane må ”holde åbent” på samme vilkår. Silvan har åbent. Trav har forhåbentlig snart.
Lad os få kørt noget trav!
De bedste ønsker for Dansk Travsport – Travfan.
Travet.dk er bekendt med afsenderens navn.