Fra Jan Nielsen har Travet.dk modtaget følgende læserbrev.
Jeg så en overskrift på eb.dk hvor der står “undskylder dumhed” og jeg tænkte straks : “cool, det klæder bestyrelsen i DTC at beklage den dumhed det var at fastholde løbene på baggrund af en stilsigende accept”.
Men da jeg nysgerrigt trykkede på artiklen blev jeg skuffet – den omhandle et eller andet om Nordkorea.
Der er mange meninger og mange stakitkuske, mange landstrænere osv. og mange har givet udtryk for hvor “hul i hovedet” DTC har ageret i den senere tid.
Idag stod travtræner Bent Svendsen og gav de ansvarlige i DTC en verbal ørefine – og med rette vil mange mene efter at Aalborg måtte lukke ned for løbene efter at have været igang i en times tid.
DTC har i starten af Corona perioden meddelt at man var i dialog med rette myndigheder og ministerium. Dette er blevet gentaget nogle gange.
Jeg tænker at en hel del af denne korrespondance er foregået via mail. Heraf må det fremgå at DTC har fået lov til at afholde hestevæddeløb på landets trav -og galopbaner.
De embedsmænd fra det givne ministerium DTC har haft dialog med har med 100% sikkerhed afgivet et skriftligt og meget tydeligt svar.
Det vil klæde at lægge dette frem til eksempelvis trænerforeningen der har sporten som deres levebrød og SKAL kunne dokumentere faldne omsætninger/udeblevet indkomst.
Skidt være med amatørerne, det er jo deres hobby – de skal nok være der for altid…………..
Så har DTC ro på “bagsmækken”.
Formand for DTC har tidligere udtalt : ” Det blev jo en lidt lang proces, men efter regeringens udmelding om at åbne samfundet gradvist op igen, har vi nu besluttet, at det er forsvarligt også at afvikle hestevæddeløb i Danmark.
Hestesporten er at betragte som et erhverv og derfor åbner vi op med de forholdsregler, der skal tages.”
Men betyder det så at man slet ikke har været i dialog med de givne myndigheder eller hvad er der sket ?
DTC : kom nu, I kan godt – alt det kræver er blot en kommunikations ansvarlig der tager teten, laver den røde tråd Jeres kommunikation og så har I travfolkene med igen.