I går meldte monteforeningen ud, at man søgte heste til det kommende DM. En af dem, som længe har overvejet at starte sin hest i netop DM, er Aarhus-amatøren Kamilla Kristiansen.
DM-Starten er dog i disse dage til overvejelse, da staldens Fabriz Boko blev tvangsslettet i fredagens monteløb i Billund. En tvangssletning, som endnu engang rejser kritik af måden, man kommunikerer på fra sportens side.
– Jeg fik i fredags tvangsslettet Fabriz Boko, som Camilla Jensen Dahl skulle have redet på. Jeg er noget forbavset og jeg synes det er noget svineri, at man ikke melder tilbage, at hesten er tvangsslettet.
Nu har jeg efterhånden prøvet en del gange at få mine heste tvangsslettet, og vi kan tage staldens Bjørn G med i denne pulje. Den har også været tvangsslettet, og ikke en eneste gang har man ulejliget sig med at informere.
I forbindelse med Fabriz Boko, så er der vel ikke så mange monteheste i Danmark, og så vil man gerne støtte op. Nu får jeg så en spand koldt vand kastet i hovedet.
I fredags var det to heste man tvangsslettede i monteløbet, og så meget kræver det heller ikke at informere to personer, som ikke får deres hest med.
Jeg efterlyser bedre kommunikation, og kan sagtens følge Jesper Hansen og Harald Dyhrberg i deres synspunkter. –
På linje med Harald Dyhrberg
– Nu har jeg læst jeres skrivelse med Harald Dyhrberg, og jeg er samme linje. Hvis man gerne vil have vores heste med i løbene, og man dermed påtvinger, at hestene skal køres af professionelle, så må man finde en måde at kompensere for de udgifter det medfører, fortæller Kamilla Kristiansen.
Det skriger til himlen
– Det skriger også til himlen, at den ene dag tvangssletter man to monteheste i Billund og to dage efter, kommer der en opfordring til at melde sin hest til DM.
Jeg vil meget gerne melde til DM, da man sidste år stod og manglede heste. Jeg vil gerne støtte op om montesporten og selvfølgelig også et DM.
Vi står herhjemme og overvejer om vi skal melde, da vi kan risikere at stå med endnu en tvangssletning. Vi overvejer meget kraftigt, hvad vi skal gøre, afrunder Kamilla Kristiansen. –
https://travet.dk/indland/2020/10/endnu-en-amatoer-raaber-vagt-i-gevaer/
https://travet.dk/indland/2020/09/jesper-hansen-de-kan-hoppe-og-rende-fremadrettet/