Skal du besøge en væddeløbsbane i den kommende tid, skal du huske at medbringe et mundbind. Det er nu et lovkrav, når du færdes indendørs i lokaler, hvor der serveres mad.
Sådan skriver Dansk Hestevæddeløb i dag på egen medieplatform. Her skriver man:
Med indførelsen af de seneste coronarestriktioner fra sundhedsmyndighedernes side er brugen af mundbind blevet skærpet.
Det får også betydning for publikum og aktive på landets væddeløbsbaner.
Nu er det nemlig et lovkrav, at du skal bære mundbind, når du ikke sidder ned i et lokale, hvor der er servering af madvarer.
Det betyder, at hvis du bevæger dig rundt i en væddeløbsbanes restaurant, cafeteria, spillehal eller staldcafeteria/cafe SKAL du bære mundbind. Det kan eksempelvis være, når du skal på toilettet, bestille noget i baren eller gøre indskud i totalisatoren.
Landets baner har fået indskærpet at holde øje med, at dette krav efterleves. Overtrædelse af kravet om mundbind kan medføre bortvisning.
I den kommende tid vil du i de respektive baneprogrammer kunne finde information om i hvilke lokaler på de enkelte baner, hvor kravet om mundbind er gældende.