Prix de Clermont-Ferrand er netop afviklet på Vincennes-banen i Frankrig, og i slutfasen lignede det en topplacering til danske Empire inden en ødelæggende galop i sidste sving.
Der var på forhånd stor tiltro til Empire, som spillerne havde gjort til spilfavorit. Efter en indledning, hvor Empire havnede i fjerde spor, så lykkedes det Alexandre Abrivard at fange fjerde par indvendigt med den billedskønne traver.
Eric The Eel havnede som første hest i andet spor, mens den tredje danskejet traver All Wise As fik en god rejse i tredje og sidenhen fjerde par udvendigt.
I front styrede Matthieu Abrivard tingene bag Glody Mary, som i løbets sidste tredjedel fik Empire frem udvendigt for sig. Det gik stærkt i denne fase af løbet og med 300 meter til mål satte Empire den førende under hårdt tryk. I toptempo slog Empire over i en ærgerlig galop, som uden tvivl kostede en topplacering.
Der blev sidenhen angrebet fra flere kanter, men ingen formåede at tage afgørende længder ind på den førende Glody Mary, som sejrede i tiden 1.13,9/2700 m.
Danskejet All Wise As besatte femtepladsen, mens Eric The Eel var nummer 8 i mål.
Løbet kan ses her i sin fulde længde.