Der blev i aftes solgt 30 andele, og dermed blev samtlige andele til gårsdagens V75-Spil udsolgt. Vi håber, andelshaverne havde nogle gode timer med spillet, som var tæt på den største gevinst til dato.
Jesper Nielsen havde med 30 solgte andele, 1.500 kroner at sammensætte sin kupon for, og det startede forrygende. En 6-procenter blev ramt, og få minutter efter løb endnu en overraskelse ind, og denne gang hed det en 1-procenter.
Nu begyndte det at blive sjovt.
Gårsdagens forslag stod blank på danskregistrerede Ecurie D, og inden kuponen blev endeligt sammensat, gik overvejelserne på om Ecurie D kunne løse opgaven, eller der skulle sadles helt om.
Hvis der var sadlet om, havde vi ikke ramt vores 6 eller 1 procenter, og desværre kunne Ecurie D ikke løse gårsdagens opgave i Hugo Åbergs Memorial, så vi måtte med bøjede hoveder sande, at det blev til 6 rigtige.
En noget trist kontrast til den potentielle gevinst på ca. 100.000 kr. for syv rigtige, hvis Ecurie D havde løst opgaven. Sådan går det en gang imellem og i stedet for at få fyldt lommerne, så måtte vi nøjes med 2.720 kr.
Det er tæt på 50 procent forrentning, men dagen derpå sidder vi fortsat med bøjede hoveder. Vi er tilbage i morgen med Spillehjørnet, hvor det gælder Nykøbing Falster.
Vi håber på opbakning til morgendagens spil, og hvis andelene går som håbet, er det ikke udelukket, at vi også ser mod Åby.