Nicklas Korfitsen var en stor del af vores optakt til gårsdagens væddeløb på Åby, og den talentfulde dansker havde også en god aften.
Som beskrevet i optakten, så var gårsdagens taktiske oplæg bag Rexine ikke raketvidenskab. Helt som forventet kørte Nicklas Korfitsen fremad undervejs.
Her havnede man med en omgang tilbage udvendigt på den førende ekvipage. Rexine og Nicklas Korfitsen satte omgående den førende under pres.
Rexine lignede en rund million undervejs i løbet, og på sidste langside trykkede den unge dansker så tempoet yderligere op.
Der blev givet og taget i løbets afgørende fase, hvor Rexine på målstregen var nummer to i mål. En flot indsats, hvilket betød at Aalborg-kusken kunne tage hjem med to andenpladser i bagagen fra Åby.
Nicklas Korfitsen kunne tidligere på aftenen ligeledes køre Prima Kaiser til en andenplads. Således blev det til endnu en god aften til den unge dansker.