Der venter en interessant opgave i aften for Unge Victor Rosleff, som i dag er blevet hyret af Halmstad-træneren Jerry Riordan til at køre 3-årstalentet Hulken Sisu (Readly Express), som stiller til start med to sejre i tre starter.
I aften gælder det et rent 3-års løb på Halmstad, hvor også Thomas Lind-Holm opdrættede Furies Rain (Muscle Hill), er på startlisten. Der venter vinderen 40.000 SEK.
Travet.dk har været i kort kontakt med Victor Rosleff som oplyser, at han er glad for at få chancen bag Hulken Sisu, og han ser frem til køreturen. Der er god modstand imod, men han er selv en rigtig god hest, fortæller den unge dansker til Travet.dk.
Victor Rosleff har i aften to køreture.
Hulken Sisu er vindertippet i dagens 3 løb, som man kan følge kl. 19.15.
Danskeren med ansættelse hos Peter Untersteiner nærmer sig 700.000 SEK i indkørte præmier i denne sæson.