Efter sin overbevisende sejr på Fyens væddeløbsbane, har tophoppen Commit Boom Bay (Ens Snapshot) sigtekornet indstillet mod en start på Copenhagen Cup-dagen. Det fortæller Bertel Maigaard til Travet.dk.
“Jeg så en veltilpas og veltravende hoppe, som Steen Juul leverede med direkte. Hun så fin og tilpas ud, og hun vil uden tvivl have godt af fredagens løb.
Hun har ikke startet længe, men hun gav det ønskede svar, og vi glæder os til at følge hende i regi Team Juul. En kommende opgave kunne meget vel blive på Copenhagen Cup-dagen.”
Commit Boom Bay lignede en rund million undervejs, og den tidligere Hoppe Derby-vinder ligner en hest, der går en ganske interessant sommerkampagne i møde.
Torben Hovgaard opdrættede Commit Boom Bay, står noteret for 11 sejre i 35 starter. Fredagens start var den første siden 27 oktober 2019.
Commit Boom Bay kommer til en stald i topform. Stalden hos Steen Juul er i år vinder af 32 procent af alle starter, og aktuelt står stalden noteret for 22 sejre i 68 starter.
Næste start på dansk grund for Team Juul er den 7. maj på Nykøbing Falster Travbane.